Page image

Hjemme i verden

Kirsten Thorup er kendt og elsket som en dygtig og produktiv forfatter og skribent. I 'Hjemme i verden' viser hun også sine evner som mundtlig fortæller. Spændende og velformuleret beretter hun åbenhjertigt om sit liv og sin samtid, og deler sine tanker om sprogets rolle og om de arbejdsmetoder hun benytter i skriveprocessen.

Filmen er en personlig og biografisk indgang til forfatterskabet. Mens Thorup fortæller følger vi hende på en tur rundt i Danmark: tilbage til barndomsbyen Gelsted, til det psykiatriske hospital Sct. Hans i Roskilde hvor hun arbejdede engang, til Vesterbro hvor flere af hendes romaner udspiller sig, og til Bogforum i forbindelse med udgivelsen af hendes seneste roman ’Erindring om kærligheden’.

Undervejs i filmen lægger skuespilleren Sofie Gråbøl stemme til oplæsninger af uddrag fra Kirstens Thorups forfatterskab, og bidrager til en film som uden tvivl vil skærpe publikums nysgerrighed efter at læse eller genlæse hendes værker.

 

30.11.19