51 min
"Min film handler om at vokse op i et idyllisk naboland til Tyskland" siger Jon Bang Carlsen. Instruktøren voksede op i et Danmark præget af en sælsom stilhed efter anden verdenskrig.
To polske jøder leder os tilbage til nazisternes rædsler, som de mirakuløst overlevede. Hos Miriam Lichterman og Pinchas Gutter finder Carlsen en trang til at gøre det ubegribelige begribeligt, det utålelige tåleligt, når de med præcis og kontrolleret retorik fører os gennem dødsriget. Efter krigen slog de sig ned i Cape Town, Sydafrika, hvor de under apartheidstyret blev en del af den herskende hvide klasse.
Med et kunstgreb fletter Jon Bang Carlsen deres traumatiserede og modsætningsfyldte livsforløb sammen med billeder fra hans hverdag i det smukke Vestsjælland, og med minder om dengang han voksede op som blåøjet dreng i 50'ernes Danmark.