14 min
Anvita vil gerne være statsminister, når hun bliver stor. Munken i hendes tempel siger, at det kræver træning at blive en god leder. Og at man som statsminister har et ansvar for alt, der lever, både mennesker, dyr og planter. Anvita beslutter sig for at vise, at hun kan tage det ansvar.
MIN TRO er korte film om tro fortalt af børn til børn. Filmene handler om danske børn med hver deres trosretning. Foruden at gå i dansk skole, at være omkring 10 år og bo med deres familier i Danmark, deler børnene også det at have en tro. De har følelsen af at være forbundet til noget større, og som vi følger dem i deres hverdag, får vi et sjældent indblik i, hvordan det er at være troende i dagens Danmark. I fortællingerne skildres religion, som det opleves for børnene; noget trygt og glædesfyldt, noget fascinerende og mystisk, og samtidig helt konkrete værktøjer i deres hverdag. Måske er vi ikke så forskellige, som vi tror?