

Hvad sker der, når en udvalgt gruppe unge, idealistiske middelklassefamilier slår sig ned i en københavnsk ’ghetto’ med en drøm om at udvikle en ny bydel?
Tingbjerg er i årevis blevet kaldt en ”hård ghetto”. Nu skal bydelen være rammen om et eksperiment, der skal forandre det såkaldte parallelsamfund. Det udsatte boligområde i udkanten af København har gennem tiden været berygtet for bandekonflikter og skuddrab, men har samtidig været hjem og en afholdt landsby for utallige mennesker, særligt mange med ikke-vestlig baggrund. En lille gruppe unge, idealistiske, veludannede og ressourcestærke familier er blevet håndplukket til at købe nyopførte huse midt i Tingbjerg til en billig pris – og med en klausul, der binder dem til området i minimum fire år. Til gengæld skal de bidrage til at udvikle området og deltage i fællesskabet.
Instruktør Louise Detlefsen har fulgt eksperimentet gennem fire års op- og nedture og skabt en menneskelig og underholdende film med blik for alle sider af sagen.






