- kalder Katrine!

Søren holder øje med Katrine. Gennem en kikkert. Hun er den nye nabopige. Meget sød. Hvordan får man kontakt, når man nu ikke rigtigt er stor nok til at kende spillereglerne? Jo, man tager en rød tøjelefant med en walkie-talkie i ryggen. Den placerer man, så Katrine finder den. Hun tror så henrykt, at hun har et talende tøjdyr. Men det er selvfølgelig Søren, der via sin nyttige tøjelefant snakker fra sin walkie-talkie på sikker afstand. De ufølsomme voksne afslører sagens rette sammenhæng, og magien er pist borte. Og dog. Sød walkie-talkie-musik opstår. Det er en fin, lille filmhistorie for børn. Den udnytter elegant sin voyeur-teknik med kikkerten, og walkie-talkie-kommunikationen er vittigt gennemspillet. Den første, sprøde kærlighed kalder altid stille smil frem. Også hos de voksne, der sagtens med udbytte kan se med.