Nogle steder er der bygget så tæt, at en beboer kan række hånden ud af vinduet og trykke sin genbo i hånden. Sådan lyder en kommentar til et af de 118 enestående fotos, som danner grundlaget for filmen om hovedstadens sociale vilkår omkring år 1900. De gnistrende klare sort-hvide fotografier fortæller historien om beværtningerne, luderne og alfonserne, de hjemløse, de trange boliger, sygdommen og fattigdommen, og billederne akkompagneres af citater fra bl.a. Otto Rung og Martin Andersen Nexø. Fotografierne stammer fortrinsvis fra Københavns Bymuseum. 

Et andet København 1870-1910

Filmen beretter om nogle af de mennesker, der fra en tilværelse i en kernefamilie, skal omstille sig til en ny situation efter en skilsmisse. Mange af de akut boligsøgende enten afvises, havner på herberg, kvindehjem eller installeres på dyre hotelværelser. Det sker, fordi Københavns Kommune i midten af halvfemserne så sig nødsaget til at sælge 20.000 almennyttige lejligheder for at få penge i kassen. Sådan er baggrunden for den bolignød, der i dag udmønter sig i ventelister på 15-20 år hos boligselskaberne og gør det næsten umuligt at skaffe en leje- eller andelslejlighed.
De kommunale boligsagsbehandlere er måske skrankepaver i de boligsøgendes øjne, men fortæller i filmen, at de kan føle sig som magtesløse formidlere af en boligpolitik, de måske ikke selv er enige i.
Omdrejningspunktet i filmen er et lille rådgivningskontor på Nørrebro - Boligfonden for enlige mødre og fædre - hvor tre socialrådgivere og 24 frivillige medarbejdere gør et fremragende stykke arbejde. Her møder vi de boligsøgende, der efter at have været igennem det officielle systems sorteringsmaskineri dukker op for at få individuel og gratis hjælp over en kop kaffe.
Indgår som den tredie film i serien Magtens Billeder med temaet Embedsmænd.


Hotel Copenhagen

"Jeg vil hellere spise sand i Nigeria end arbejde på gaden i København", siger Anna, der troede hun skulle til Danmark som sygeplejeelev, men tvinges i prostitution på Vesterbro. Joy er blevet handlet gentagne gange, før hun lander i Kastrup, hvor hun tages af politiet og fængsles i otte måneder. Joy og Anna er begge ofre for trafficking og behandles som dyr af kyniske bagmænd, der styrer pigernes liv med vold og ydmygelser. De betragtes som kriminelle af det officielle Danmark, og de sociale myndigheder formår ikke at gøre meget for dem. Efter hver deres traumatiske oplevelser i det danske overflodssamfund, som de kun tør fortælle om til socialarbejderen Michelle Mildwater, sendes de begge retur til en livsfarlig tilværelse i Nigeria. Filmen er deres historie.


Når månen er sort

Det sociale København

En kommunal film om 'forsørgelsesvæsenets' omfattende virksomhed. Tilskueren præsenteres for en udvalgt ejendoms beboere og giver os indblik i familiers og enkeltpersoners skæbner. 

Mennesker i et Hus

"Pas på nerverne" er et kærligt og humoristisk portræt af en opvækst i Københavns barske Nordvest-kvarter. Omdrejningspunktet er legepladsen Degnestavnen med dens nye og gamle brugere og stedets leder, den 59-årige ildsjæl Niels Bay, som gennem 18 år med succes har anvendt en engageret og særdeles uortodoks pædagogik. Børnene er overvejende af anden etnisk baggrund end dansk og med et selvværd helt i bund. Omgangstonen er ofte rå, men ”Nede i Niels” kaster drengene sig ivrigt ud i konkurrencer om at opføre sig mest fornuftigt på fodboldholdet og i paratviden om Shakespeare, Kierkegaard og Holberg. Filmen giver et fordomsfrit og tankevækkende indblik i et hårdt belastet miljø i dagens Danmark og giver stof til debat om integration, social arv og pædagogik.


Pas på nerverne

Ulla Hjorth Nielsen har moderniseret og skabt en fuldstændig ny lydside til Holger Jensens stumfilm fra 1950, der var inspireret af mesterværket "Cykeltyven". De to københavnerbørn, Lis på 11 år og Mads på 14, deler skole og baggård på Nørrebro. De driller hinanden eftertrykkeligt, men drilleriet går for vidt, da Mads er skyld i, at Lis' cykel ødelægges. Da de senere mødes som feriebørn på landet, skal Mads forsøge at gøre skaden god igen. Filmen emmer af efterkrigstid og begyndende velfærdsstat – fra et Nørrebro med baggårde, sporvogne og småindustri over damplokomotiver og Storebæltsfærge til jysk bondegårdsferie.


Tak for sidst

Ang.: Lone

16-årige Lone har svære tilpasningsproblemer. Hun flygter fra det pigehjem hun er anbragt på, opsøger tidligere plejeforældre og tager videre til København, hvor hun kommer i kontakt med den småkriminelle og barske narkoverden. Efter en abort kos en kvaksalver forsvinder hus.

Angående Lone

Kofoeds skole i København er et holdepunkt for mennesker fra alle sociale lag, der af forskellige grunde ikke fungerer i vores samfund. Med sine værksteder, socialrådgivning, cafeteria, frisør, bibliotek, bad og vaskeri er skolen et sted, hvor folk kan få hjælp til selv at overvinde deres sociale problemer.
Filmen følger hverdagen for de skæve eksistenser på skolen, med deres skuffelser og sorger og den direkte, usminkede tone af åbenhed, humor og ærlighed, som driver stedet, hvor der dagligt kommer ca. 400 mennesker.
Filmen vandt Gulddok 2008 bl.a. med begrundelsen: "Instruktøren har skaffet sig unik adgang til et bortgemt hjørne af vores tilsyneladende velfungerende hverdag og kan kunsten at være enkel og kompleks. Hun kan lave et gribende drama ud af en lavmælt kamp for værdighed."

Filmen vandt Årets Gulddok 2008, og gulddokken for Bedste klip gik også til Kun med hjertet.


Du søgte efter "Det sociale København"

8 resultater